192
hadde kaldt hende en «gammel røver-kærring»! Ord-elven fossed. Og saa sa hun: Er ikke jeg en signora — heh? — Selvfølgelig!
Ja, hvor gammel tror De jeg er? sa hun saa med et og satte sig i stilling i min bedste stol; hun slog øinene ned forlegent, som en ung pige.
Og jeg hadde ikke hjærte til at si, at hun var sine 55; for nu hadde hun alle de tre kridhvide bølger snakkeskum indover paa tungen: — Saadan en 29 og 1⁄2 aar? sa jeg.
Hun smilte i blyg sørgmodighed: Desværre, nei. Jeg er nok 31 alt. — Og hun reiste sig opfrisket og gik ind igen til tyskeren, for at prøve en gang til; døren stod oppe derind. Hun stilled sig i rank talerstilling og holdt retorisk pause først:
De har kaldt mig en gammel røver-kærring! Hun gjorde en truende stans: Jeg har hat mange logerende; jeg har hat ingleser, og jeg har hat russere, og jeg har hat albanesere. Ifjor hadde jeg saaledes en japaneser. Det har været aldeles ukendte folk. Men altid har jeg været heldig: Jeg har ikke hat ét udannet menneske i mit hus —.
Han avbrød hende: — Selv om De staar der som Marcus Tullius Cicero, — jeg betaler ikke de to lire og ti! — Han rakte frem hendes
