190
ligedan; han forsikred hende endog, at han reiste, hvis ikke regningen for fremtiden var rigtig.
Og hun kom sydende ind igen til mig. Nu var endog den tredje skumbølge kommen. Jeg maatte lægge min haand paa hendes skulder: — Cara signora, berolige Dem! Hos os i vort land regner vi en flaske for en liter; men i Tyskland gælder en liter for en liter — kuriøst nok! — Da dalte hun ned i min bedste stol og stønned og svælged skumbølgerne — svælged længe. Saa reiste hun sig energisk, kasted sagen av sig i et nu og mindtes andre gøremaal: Dunque, a riveder-ci, heh! De er en virkelig signore, sa hun.
Men derinde hos tyskeren holdt ekkoet av kampgnyet sig langt udover kvælden, vaagned med mellemrum. Da gurgled det seierstolt: Diese italiänische un — ehr — lich — kait!
Fra den dag var signora Ottavia og jeg svorne venner. Hvergang tyskeren hadde været nøiagtig i regningen, kom hun ind og viste en eller to bølger snakkeskum paa tungen.
Saa kom tilsidst avreisens dag. Tyskeren skulde sydover til Neapel: men han hadde foreslaat, at vi skulde bruge samme bubyd, for at spare. Regninger avgjordes; de var forøvrigt i orden. Der sneg sig drikkepenge-forventning om-
