187
skyldningen imod os for at være et spytte folk. Det blik er et dyre-blik; en hund har det, naar den er ængstelig for sit kødben, eller naar han har været mindre proper, og man forsøger at henlede hans opmerksomhed paa det umiskendelige bevis. Signora Ottavia svarte: Non saprei (jeg skal ikke kunne si det).
Da jeg kom hjem om aftenen, vented hun mig i en dørspræk. Og ikke før hadde jeg tændt lys paa værelset og set, at der paa bordet stod en flaske petroleum, og ingen liter — og uden penge ved siden, saa kom hun pæsende og feststemt ind:
Buona sera, signore! Come stiamo adesso?
Og jeg opfatted det, som hun gemytlig og paa godt norsk omtrent vilde si: Naa, aassen har vi det i kvæld da? — Benone! (særdeles bra) svarte jeg.
Hun greb det lynsnart og gled fornøiet ud: Ah si! Ah si! — Saa underlig tynd av erkendtlighed.
Jeg blev gaaende og minnes det fornøiede blunk i øiet, som var for brændende til at gælde mit befindende. Der kom hun ind igen med et rent haandklæ: hun hadde alt lagt to inde i soveværelset, sa hun; nu la hun dette ogsaa. En signore som De bør ha tre haandklær i ugen! Pegte saa, ligesom tilfældig, hen paa petroleums-
