183
og fjældene, saa er det som at ligge og vugge sig i baad langt ude paa et roligt hav. Dette mygge-bæst faar i Guds navn suse med sin feber-brod! Han, den blinde muldvarp af en jord-træl der borte i skuret, faar lade sig udsuge av iglerne, saa længe hans hud er saa hunde tyk, at han ikke stinges av den raseriets gift, som gør ham til menneske igen — den gift, som alene gør mennesker ud av muldvarper.
Et stivnet hav! Uden al udvikling. Ogsaa uden vor tids andpustne mas for at det, som er idag, ikke skal være imorgen: Stolt — en saadan tusen-aarig seighed i modstand mod al udvikling! Suveræn — en saadan trods og en saadan haan mod tidens store gud!
Man stirrer, og stivner i hedendom. Det er noget overvældende, stundom at staa ansigt til ansigt med det ene, med det uforanderlige. Sletten blir verden; og verden lar sig naa om. Man omspænder et øieblik historien, hvorfra den kom, og hvorhen den gaar. For historien gaar jo ikke.
Og man minnes andre ting fra vor tid; man minnes moderne høker-krige, som vore fremmeligste kultur-nationer fører trods Spencer og Stuart Mill; og man minnes røver-tog. Man henter skadefro frem saa mangt, som fortæller om den samme seighed og den samme haan hos.
