177
kør gaa der eller en okse staa og stirre og gulpe dybsindig, og alle staar de mod himlen med sine svære horn paa denne flade, — naar man da ikke ser dem mod de disede blaa fjælde der øst ind i landet.
Jeg har ikke været inde i disse huler og set deres indre med egne øine. Men jeg har set en beretning om en reise, som malaria-specialisten professor Celli’s reise-fælle offentliggjorde for vel et aar siden. Og den er haarreisende. Her sover dyr og mennesker i samme grotte uden andet end en høi-dot under sig. De spiser polenta og muglet brød. Naar de skal ba suppe, blir den kogt paa grøn-sager; de ser næsten aldrig kød, lige saa lidt som vin og melk; heller ikke salt, det er dyrt, fordi det er statsmonopol. Naar de, som bor nær havet, forsøger at hente sig et spand sjøvand for at koge i, har told-opsynet ret til at arrestere vedkommende, ja skyde.
Her herjer malariaen som ingen anden steds. Og menneskerne ser ud som skeletter, gule med opsvulmede maver, fordi milten vokser under sygdommen, saa de ligner frosker, siger han.
Og dette er ikke det eneste sted, hvor huleboere findes paa Campagnen. Efter folke-tællingen i 1881 er der 469 mennesker, som lever i naturlige tufstens-grotter; men kendere paa-
12 — Kinck: Italienere.
