tid bodde en mængde arbeidere og grov puzzolan-jord, den tid Genua-havnen byggedes og Rom ogsaa hadde sin bygge-raptus. Døren er trang og lav; midt i rummet ligger en aare, det vil si to stene, og rundt langs væggene paa straa og blade har de sit natte-leie, denne haug av menneske-kød. Der er ingen møbler derinde, og av køkken-stel findes der en kedel til polenta (maisgrød) og en pande. Selv abyssinske og arabiske hytter skal se bedre og renere ud indvendig end disse. Og dette fælles-ophold i det trange rum har ført med sig sædelige forvildelser, som man stundom ser faar sin avslutning ved retterne. Det har ogsaa hat fysisk degeneration til følge. Der er tusener av slike hytter strødd ud over den romerske Campagne; fra kupévinduet ser man dem bare paa avstand.
Og spør man disse mennesker, om de kan læse og skrive, kanske da én av tyve kan svare ja.
Naar man staar og ser paa disse hytter og livet omkring dem, saa undrer man sig paa, hvor Italien har sine kunstnere henne. Denne jord er vel ikke saa rig paa motiver, som den russiske jord; men ogsaa her er der utvilsomt nok av oprindelighed, overtro, fordomme, guds-dyrkelser, – alt det morsomme gamle mylr, hvor et fint øre kunde lytte ud og finde frem noget
