Denne slette av stivnede bølge-toppe er endnu vældige plantager (latifundier). Men man leter og leter, og øiner slet ikke forpagter-gaarden – casa colonica – eller la fattoria, som den heder her syd paa.
Paa toppen av en haug staar i steden nogle sort-brune uanselige rønner, nogen smaa usselige skakke skur. Eller de kan ligge nede i en bakke-skraaning, for det hænder, at der ikke gis tilladelse til at bygge skurene paa en haug, hvor det kan ses. Der kan gaa et krok-rygget menneske der borte, eller en unge; men man hører ingen barne-latter; man kan høre en hund gø eller en hane gale, men det er et træf, det ogsaa. Eller man ser folk røre sig borte i en ruin av et middelaldersk taarn, eller inde i en antik akvadukt-rest.
Det er alt sammen casali – vaanings-huse – og de som holder til der, er jord-arbeidere, de saakaldte bifolchi.
Hytterne derimod – capanne – er laget av straa, tørt græs, maisstængler; gennemsnits-størrelsen er 15 til 20 meter i kvadrat. Og i hver bor der en familje, og den kan tit bestaa av en 8–10 stykker, for italienerne er en frugtbar race. Skurene kan ligge i klynge paa en 20–25 stykker, som netop her ude paa Tivoli–Roma-linjen, ved stationen Salone, hvor der i sin
