Side:Hans E. Kinck - Italienere.djvu/183

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hvor spor-vognen gaar til Tivoli. Farven er ensformig; noget er brunt, og noget staar som lysegraa frødun i solen; men det meste er brunt, brune avbrændte græsstranter, som smaa-skog saa tæt; en og anden klunger-busk; nogen hvislende siv.

Jeg sa bølge-rygge. Men det er i grunden ikke rygge. Det er oftere som hoppende sjø, som inde i en havn, hvor færge og bugserbaad grasserer og skærer alle bølge-rygge i to. – Bare saameget vældigere end inde paa havn. Det er smaa-koller, – og stundom har mennesker gravet inde i maven paa dem for at finde tuf-sten eller puzzolan-jord, eller denne gul-brune sand, som drysses over Roms gader, naar det skal være stas i byen, som naar kongen aabner kamret; og det er den sand, vi spaserer i oppe paa Monte Pincio i spradetiden.

Og nede i dybderne er der stundom diker, vand-syge hul; der staar det brune siv. Folk her ude kalder disse diker marrane = «forrædersker», vel en folkelig ord-kombination, fordi de tror, at derfra kommer malariaen.

Her ligger landet, som det har ligget i hundreder av aar, og det er det samme uløste jordbrugs-spørsmaal, som svæver over det nu som paa Gracchernes tid; det er sjelden man føler sig saadan i flugt, historisk set, som naar man staar paa den romerske Campagne.