Side:Hans E. Kinck - Italienere.djvu/181

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ningen i Neapel. Selv om den er paa vei til at stivne i schablon, selv om den sjelden mer bringer bud fra en enkelts hjærte. – Disse viser er sprunget op av gaderne; og de springer fremdeles op av gaderne. De har ikke skiftet jordbund; det er ingen «national» opvisning i, hvad huset formaar.

Og selv om de ikke rager høit hverken musikalsk eller poetisk, saa tror jeg nok, man ikke skal undervurdere betydningen av denne side ved Piedigrotta-festen for Neapels vedkommende – kanske for Italiens med. Disse viser har sin betydning for gadens liv; gadeungdommen griber melodierne og sætter gennem dem ud av sig al sin lumre følsomhed. Specielt har ritornellen med sin iørefaldende musik let for at fæste sig paa andres læber og bli bud, om ikke fra hjærtet som det føler, saa dog fra hjærtet som det vilde følt, om Neapel hadde været som det kunde været, om menneskernes kaar der hadde hat noget av den blændende, solmættede luft over sig og glansen fra det grønblaa hav, og om drømmene hadde været saapas virkelige som øerne derude i den fjerne dis.

Og derigennem gennemlever proletarsindet en stakket stunds løftelse.