Side:Hans E. Kinck - Italienere.djvu/180

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Ja, ikveld til dag er omme,
kan din pige dig lige!
Men imorgen? Imorgen …
Hvem kan sige!»

Som man ser, der er intet nyt udtryk for følelsen, ingen før ukendt nuance; den er som saadanne viser er flest, – om det end ikke er udelukket, at en eiendommelighed ved den neapolitanske dialekt– eller en finesse i vendingen kan være gaat mig forbi under oversættelsen.

Det er intet under: disse viser render op i tusenvis, som sop i september. Det maa bli gentagelse. Og derved har de faat det stivnede ved sig, det schablonmæssige, dette udtraadte i motivets behandling.

*

Naar man hjemme i Norge den sidste tid har sat sig ned til at «stevjas» for at rette paa visse ting udi litteris, saa er det et forsøg naa at grave op igen en skik, som er blit til i en bundforskellig sjælsatmosfære; det er forstandige nutidsmennesker, som sætter sig ned for at eftergøre det naive fra ordkunstens barndom i Norge-, – og der er ingen anden air av barn over dem end den, at de ikke selv aner, hvor uægte de er. – Der er ingen affektation over visetilvirk-