har anledning til at se. – Nogle tolker længslen, som især vise-firmaet digteren Capurro, musikeren Chiara. De hadde saaledes en paa festen for to aar siden, som gjorde megen lykke; det var historien om to, som elsked hverandre saare, men de mangled udkommet for at kunne gifte sig. De sad og elsked og drømte om penge, og vented paa en begivenhed, sendt av skæbnen, som bragte dem sølv i pungen. Saa heder det: det første sølv hun saa, var i sit eget haar. – For iaar var der ogsaa en av det firma, som handled om kærlighedens venten hos en pige; hendes elskede er soldat og er reist; hun sidder og minnes: «nu faar du huske mig,» sa han, «og saa skal jeg aldrig glemme dig.» Hver aften sidder hun nu med armene i vinduet og ser og venter – ensom, ensom; og husker da hun sad her før og talte minuterne; «og hvorofte med haand i haand, med knæ mod knæ, vi læste i vort elskovsfyldte øie den store kærlighed og sad saa længe uden mæle!» – Omkvædet er anlagt efter hvert av disse minner, og det skildrer militærmusiken, som netop passerer derudenfor paa gaden.
Og der er serenade-motiver: «Fuldmaane – du som gør golfen skøn, – naar Nina ser ud paa dig, saa fortæl hende om mig.» Og i den klangfulde ritornel heder det: «Maane hist,
