forespørsel til udenrigsministeren for at faa vide, «om det var tilladt for en konsulær repræsentant for en venskabeligsindet regering at udbrede i en bog, for pekuniær vindings skyld, injurier og bagvaskelser, som gaar ud over den by, i hvilken han bestyrer sit embede, idet han altsaa udnytter sin stillings prestige til at sværte det land, som viser ham gjæstevenskab og traditionel høflighed». Konsulen sendte kommunen en skrivelse, hvori han erklærer sig for en stor beundrer av Neapel og ber dem ikke lægge for stor vegt paa en udtalelse, som ikke hadde til hensigt at saare. – Denne erklæring tog borgerne for god og lod, som den indeholdt tilbagekaldelser.
Naar man gaar i gaderne og ser paa al denne ungdom, som ligger paa fortauget op mod solvæggen og later sig i store klumper, saa tænker man hele tiden: hvor der dog sløses med menneskeliv her i denne by! De unge ligger i vegetativ selvhypnose, ligesom bamsen i hi, med avstumpet følelse for sult og for utøi. Ret som det er har aviserne smaa politinotiser fra neapolitansk liv, og det sandes saa tit: hvor der sløses! Netop nu læser vi følgende: En korøgter hadde en frille, og hun ønskede en søn, for at manden
