det – var bare et laset bonjourskøde, som vifted energisk i lufttrækket.
Neapel var alt i gammel tid en farlig by at komme til for den reisende. Hvem husker ikke den uskyldige historie hos Boccaccio, fortalt med eventyrets fortryllende ro, om Andreuccio («Vesle-Anders») fra Perugia! Dette gudsord fra landet, som hadde faat spurgt, at hesterne var billige i Neapel, og som saa tog did syd med 300 floriner i lommen. Men paa hestemarkedet vifted han kaksevigtig med pengepungen, og blev jagtvildt for storbyens bondefangere, som franarrer ham mynten. Men saa vaagner rigtignok ogsaa bondefulheden i ham, saa han holder sig skadesløs tilslut – en skikkelse som Smørbuk i eventyret.
Men dette, at Neapel er en ubehagelig by for turisterne, maa ikke siges offentlig; da reiser neapolitanerne sig i moralsk harme, saaledes som det skedde i kommuneraadet her i fjor vaar, da den engelske konsul Rolfe’s reisebog for Neapel kom i nyt oplag. Den var skrevet for 15 aar siden, før han blev konsul i Neapel; men der blev et svare spektakel ved den nye udgave, og en deputeret retted til og med en
