sort av folk om en, skraalende, skrattende, – og da de hadde faat væltet fra sig ind i vognen en hob av ukvemsord som det neapolitanske kuskesprog eier, gjorde han en sving om vognradens ytterste fløi, reiste sig pludselig paa bukken, halte tømmerne til sig, styrte tilbage i rasende fart tæt ind paa hestehoderne, saa hestemulerne skvat rædde i veiret hele rækken igennem. Et halvt minut efter holdt vognen udenfor det rette hotel.
Hele den næste dag i Neapel vilde ikke det kuskeansigt ud av mit hode. Jeg syntes aldrig jeg hadde set en saadan skrabkage av et menneske – lurvet, degenereret: de runde barnebollekind, de grisne skægstranter, brynene som var vokset sammen over næsen, en uudsigelig mund – flød over av bare røde læber; men der sad en syrlig tænksomhed inderst i mundvigen, noget bortimod raffinement. Jeg tror hans erotiks væsen sad der. Et forvildet, linjeløst ansigt; viljeløst paa samme maade som et dyr. Og man kunde ikke bli fri for dette billede av hans energis art under kørselen, dette opblussende og straks igen sammensynkende; det er muligt, at han mangled mad og søvn, men det virked, dette umyndige, som det var hans væsen. Jeg saa en mængde ansigter paa gaden, som nok var ham ulige i træk, men som ligned
