gieret Homer’s sang om de dødes rige, at han og hans grav har holdt sig i overleveringen hele middelalderen igennem og mættet fantasierne med mystik, saa stærkt at Dante ikke kom forbi hans grav. Her ved hans grav har Petrarca stanset op; her stod jo ogsaa købmandssønnen fra Florens, Boccaccio, og følte den «hellige dæmon», som vendte op ned paa hans indre og skabte syner. Her har de staat alle, som tilhørte den literære renæssance og har følt sammenhæng med folkets fortid, følt sig omsust. Thi renæssancen er jo i sin kærne og i sin udfoldelse intet andet end hvad man længer nord har kaldt «romantik». Og saa har dette hul i jorden med skæret fra baalet i riget dernede som rent ydre apparat hjulpet til at holde liv i den mystiske forestilling, i sammenhængsfølelsen. –
Men saa menneskerne fra idag, som vi træffer paa om natten herudenfor jernbanestationel! Ikke fnug naturmystik! ikke mer paavirket av hullet ned til underverdenen med dets helvedesflamme, end om de hadde et illustreret brevkort for sig!
En norditaliener hadde paa forhaand sagt mig, at man ved ankomsten aldrig undgik en uvedkommende person op paa bukken, som kusken kaldte « min bror». – Ved kuskerækken
