uden et skud – kun et avklippet gasrør oppe paa Viale dei Colli! kun nogen avisspalter retorisk angst for Florens’ ve og vel!
Giolitti er vel den sleipeste indenrigsminister Italien har hat. Ved arbeideruroligheder er han en myg gummikølle, men der sidder en blyknap ytterst. Og blyknappen er den selvsamme som den var under Crispi: karabiniererne.
Og dog, hvis den dag alligevel kan tænkes, da det italienske proletariat staar samlet i kampstilling, saa situationen kræved et raskt indsnit, da er muligens Giolitti gaat tilbunds med sine parlamentariske styringskneb, Zanardelli visselig viftet hen med sin nationale retorik. Den dag vil proletariatet –helle-r komme til at staa ansigt til ansigt med en mand som Sonnino. – –
Det ytterste venstre og proletariatet tæller ikke længer 15 repræsentanter i kamret som paa Cavallottis tid; de hadde ca. 50 at mønstre ved obstruktionen under Pelloux, og ved de nye valg ligeefter kom de tilbage i et antal paa ca. 100. De stod dengang tæt sammen i en fællesforening – Unione dei partiti popolari – baade socialister og radikale og republikanere; de stemte i flok, og deres organer nævnte aldrig dissenser.
Spliden i folkepartiet traadte klart frem i dagen, dengang det parti erobred Milano’s store
