Denne imitationstørst rendte aldeles av med dem; denne evne er deres styrke, – som den er deres svaghed; hele den italienske bildende og skrivende kunsts svaghed er den for øieblikket. Der er saaledes efter mit skøn kun én virkelig original digter for øieblikket i Italien – og selv han er ikke altid original.
Deres digtere og deres malere – og især deres billedhuggere – er alle lærenemme, som ikke tutler sig langt væk i eksperimenter, – som derfor heller ikke bringer noget nyt, – altid med det skarpe blik for alt, som slaar an. Det er den samme kloge dygtighed, det samme slags praktiske greb paa, hvad kunst er, – som møder en hos Benevenuto Cellini, naar man følger faserne f. eks. i hans Perseus. D’Annunzio er typen nu; Abbed Perosi er vel ogsaa typen paa sit omraade – den kirkelige musik, hvor Wagner gaar saa sterkt igen. Og italienerne kalder dem begge «genio».
Man sad og tænkte paa dem, naar man hørte denne imitationssyge gribe om sig i kupéen, – hørte jubelen, naar en fik det til. Det er underligt: det var dog denne race, som frembragte de originale renæssancemestre. Men i det øieblik maa blandingen ha været rigtig mellem germanske og latinske bestanddele; da kom der ogsaa heldige omstændigheder til; det
