han fik selv sande det i 1891, da han søgte at sætte igennem en ekstraskat, som rammed de velhavende; og naar et forslag i kamret frem til at bli lov, saa er det fordi de folkekaarne har hast og skal hjem til paaske Han har set, at partierne ikke har flyttet nogen ting de sidste aar, – det eneste maatte da være at de har flyttet sig selv; det er det som foregaar ude i landet, som flytter paa tingene Og ud fra denne skepsis til parlamentet lar Giolitti proletariatet selv besørge socialt reformarbeide gennem streiker: kan de ikke opnaa skattelettelser, faar de skaffe sig bedrede kaar, saa de faar humør til at betale skatterne – Ifjor vaar gjorde saaledes næsten hele Norditaliens jordarbeidere sig foreløbig færdig – og omtrent uden blodsudgydelse. Dengang svarte han Sonnino under en større kammer-debat, at alle disse streiker var et uimodstaaeligt udslag av den stigende kultur blandt proletariatet og kun av social karakter; men « bevægelsen vilde bli politisk den dag regeringen greb ind som klasse-regering. Bevægelsen vilde bli farlig og voldsom den dag regeringen vilde bruge magt. Regeringen skal være neutral og respektere retten til streik». Undtagen – la han til – hvor det gjaldt virksomheder av offentlig art, saa stansning vilde ramme samfundets vitale interessen og dertil regned han
