ministerium for at hjælpe til at ride oprørsstormen av.
Men den egentlige politiker i Zanardellis ministerium er piemonteseren Giolitti, det vanskelige indredepartements chef. En mand uden idealitet, uden synderlig idéer ogsaa, udenfor de nødtørftigste at fodre folket med; – det gælder forøvrigt at styre en skute efter de gældende parlamentariske styringsregler. Og det er hans liv at manøvrere i stygt farvand.
Giolitti egner sig ikke til at sendes ud som banket-taler. For det første er han ingen taler saadan som italienerne fordrer det; dernæst er folks tillid til hans karakter ikke overvættes stor – dertil stod han i sin tid Banca Romana-skandalen lidt for nær; men især er det dette som betar folk tilliden: han er uudgrundelig; der er ligesom saa mange politiske erfaringer avlagret nedover i ham, saa han virker som en mørk brønd, skønt han er uigennemtrængeligere end sin hæftige modstander Sonnino, saa minner dog skikkelsen om ham; det er bare det, at Giolitti har lagt roret den rette vei.
Giolitti kan politikens golde jus, han kender tilbunds parlamentarismens kautschuk, dens forfuskelse av løfter, saadan som det har været dens særpræg i Italien: ingen løsning av sociale spørsmaal foregaar i grunden gennem kamret –
