lyse, lidt senile humør, som i grunden ingen uvenner kan faa, – uden at han dog rakner op i den generations frasefyldte hulhed, som den kan ta form hos agerbrugsministeren professor Bacelli, naar en bedre middag gør sin virkning paa tungebaandet. Hans lange politiske liv har tillige opøvet et gløgt øie, som forstaar at vælge sine mænd – man ser det næsten bedst ligeoverfor de politikere som han forstaar at undgaa i sit ministerium (som finansmanden Luzatti og Syditaliens specielle ministerkandidat Lacava). Han er endvidere en betydelig taler, i sin tid landets mest søgte advokat, som netop egner sig til at færdes mellem partierne, – som ogsaa egner sig til at sendes ud paa banket-reiser til misligholdte provinser, hvor refrainet er «l’Italia una e indivisibile», hvor hans retorik, med udgangspunkt i Vergils vugge og Vergils grav, finder anslaaende ord for rigsomslyngende syner, helt fra Garda-sjøens bølger til Neapels golf. Man tror paa hans uegennytte og paa hans vilje – om den ikke er saa stærk; man ved jo, at enheds-entusiasmens storm har flagret i hans lokker – dengang han hadde lokker. En mand ikke netop med saa mange idéer som med idealitet; – og han lar sig udlaane til modparten, naar det gælder at redde enheden, som i 1898, da han gik ind i Rudinis reaktionære
