blit et kapel, hvorhen folkepartiet i alle avskygninger valfarter paa hans dødsdag, 6te mars. Det var en landesorg den dag han faldt i duellen i villaen udenfor Rom. Og siden er han blit en folkehelt. Hans ord citeres paa møder og i aviser. Og der reises statuer rundt paa byernes torve eller fældes marmortavler ind i paladsernes murvægge, der hvor han engang har holdt en tale. Jeg ved ikke om der i det mon har været rigdom paa guldkorn i hans politiske taler, som man nu fremholder; det er jo med politikere som med kunstnere: dør de en tragisk død, eller rykkes de uventet bort, selv om de endog en liden smule har faat overleve sig selv, da vaagner barnepige-instinktet op i en nation, – da er hovedbetingelsen der for at bli profet i sit eget folk. Det er i hvert fald ikke det avgørende hvor værdifulde en saadan mands indlæg er; det avgørende er, om folket tror paa ham, enten han nu var den høvding de tror eller ikke. Og de tror paa Cavallotti.
Det forekommer mig imidlertid, at Cavallotti fortjener at være reformpartiernes helt, deres samlende aand, naar splittelsens dæmon piller ved dem. Der er nemlig, rent menneskelig set, noget fængslende ved ham og hans hele stormende livsførsel, ved hans enestaaende vilje til at ofre sig for sit land. Det har været en rast-
