Det er ikke ret mange aar siden det italienske folk genlød av klynk. Det klaged skuffet, hver italiener man traf, hvert oprigtigt presseorgan som ikke hadde betaling for sin optimisme, og klagens indhold var ens: da vi slog landets fiender paa sletterne ved Po og jaged tyskerne ud, da vi hjalp Garibaldi og siden rykked ind i Rom, da trodde vi, vi var med at skabe en moderne stat av Italien, som anerkendte de nye principer for styrelse og gjorde os til borgere istedenfor undersaatter; den annekterte jo ogsaa os og la klostrenes daarlig dyrkede vidder i flinke arbeideres haand, den førte industrien ind, den satte jo folkeoplysning og aandsfrihed i høisædet med sit følge av revolutionære tanker og konfessionsfri videnskab, den skænked os jernbaner, den gav os de parlamentariske institutioner. Men hvad ser vi nu! Der er vokset op en
