96
Saa kommer det om de 200 lire, som en
portner «laante» Matilde Serao; det var et laan
til avisen, som var i vanskeligheder den aften
— siger redegørelsen; — og saa krævede laangiveren,
den uforskammede knægt, at bli municipalgardist!
— Han belægger med attest fra den
ene prostituerte borgermester, at der i saa
maade ikke er foretat noget skridt fra Matilde
Serao’s side.
Og saa er der en, som hun har «laant» 2 000 lire av, «paa bladets vegne». Vedkommende fik en post som inspektør ved omnibusserne i vederlag. Scarfoglio avtrykker en erklæring fra inspektørens overordnede, at det slet ikke var paa grundlag av hendes anbefaling, han blev ansat. Det ender med et værdigt udfald mod disse
journalistiklere, som fortæres av misundelse og følelse av egen uduelighed, disse sultne hunde, disse Marat’er paa fire sous, som vi jaged ud av vore kontorer, fordi de keded os med sine slette Piedigrotta-viser, og fordi de plaged vore venner med sit evindelige tiggeri ...
Og saa slynger han ud en snedig insinuation mod Saredo; han bare nævner det, at han ogsaa er gift med en slags forfatterinde. Han urgerer det ikke, men det holder sig som en mulighed i ubestemte konturer fremover, at her er der ogsaa lidt misundelse med i spillet mod Matilde —
