89
baroks gisp efter indhold i sind og kunst. Det sjælelige emfysem er en egte barok syke. Kun smaa, stjaalne øieblikke! Og hans svada rettet ham op igjen: «In me alberga un’anima reale!» brauter han (i mig bor en kongelig aand).
Anima reale! Kongetitelen er stundom letkjøpt ogsaa i aandens rike. — En virkelig konge lefler imidlertid ikke, hverken med mennesker eller retninger. En konge er ingen charmør. Han er heller ingen klown, som sysselsætter sindene med mangehaande løier. Han stiger i det hele tat ikke ned. Det er derfor han blir konge, at han aldrig stiger ned. Og naar han er borte, sukker man ikke at herregud, nu snakker han ikke mer; men man roper yr ut: «For rike idéer han efterlot os i arv!» Han fortsætter sig dobbelt levende og dobbelt talende, nemlig i sit verk.
Pietro Aretino var ingen konge, om han end selv paastaar det. Han hadde ingen idé; eller han hadde 365 idéer om aaret. Men han var en mine. Og den lot han hver dag opstaa over retfærdige og uretfærdige. Uten kjerne, uten vilje, uten stolthed, bare med sanser levet han livet. Det blev stille efter ham, han sank i hav. Ikke fordi han i sin helhed kom paa indeks. Men fordi han eiet bare minen.
Den folkelige tradition fortæller om hans endeligt, at han fik et latteranfald over en
