88
paa reise til Katarina av Medici. Lascive tvetydigheder begynder nu en sjelden gang at sive ind ogsaa i brevene, hvad de før var helt fri for. — Men i denne følelse av erotisk goldhed kaster han sig dobbelt hidsig over gourmandens nydelser. Fra de sidste aar er disse heftige breve særlig til Sansovino med indbydelse til vingilder og rangel; han holder det vildt gaaende paa vrakstumperne, og nu nævner han aldrig mer at elskov forynger.
Cellini fortæller om sig selv, hvordan han gik tilsengs ovenpaa svær spænding og græmmelse, som ved hin sindsbevægelse ovenpaa den første mislykkede støpning av Perseus: «der paakom ham en pludselig feber.» Og vi kjender det samme fra vor saga, hvor man red desperationen stille av under skindfelden — det psykologisk uinteressante selvmord var jo den gang ikke opfundet. Den farlige, tause kvide-stund var en natur som Aretino forskaanet for; trods nederlag lot han det staa til paa vrakstumperne for fulde seil. Selv den forfølgelses-mani, som han jo uvægerlig selv maatte bli offer for tilsidst, bragte ham ikke til besindelse; som han ustanselig steg i ry og indtægt, steg han avsindigen i glimresyke, til den tilslut ingen grænser kjendte. Men, rent fysisk set, blir det jo nødvendig at gispe i sig ny aande. Smaa, stjaalne øieblikke.
Og det er de korte, rappe suk, som gjør ham til en tragisk type paa den italienske
