79
hændighed var dømt til et liv fyldt av vanheld og forurettelser, — hvad man kalder et ulykkelig, hvileløst menneske, i væsen og skjæbne en motsætning til Aretino, — fordi, som denne saa hoverende sier ham i et brev, «alt tilhører de sterke sind» (ogni cosa é degli animi forti). Aretino’s tid var ikke en tid for fine sind. — Bernardo har skrevet digte, breve og et epos Amadigi.
De to var venner fra først av; og der staar en gramsende paatrængenhed og vimsende usikkerhed ut av Aretino’s breve til ham fra denne tid. Saa skulde Bernardo ha overset ham i en ytring, at der nemlig ingen nævneværdige epistelskrivere fandtes paa den tid. Dette griper Aretino som kjærkommen foranledning til at ta sig av og forsvare alle sine skrivebrødre mot Bernardo; det er et langt opslagsbrev, fuldt av fræk mine og flængende kritik over hans kunst, aandende trusler, insinuationer, hykkelsk bekymring, idet han velter over paa Bernardo sine egne skjødesynder. Dette brev gir bedre end de fleste indblik i hans arbeidsmetode som i hans væsen; det gir ganske enkelt et almengyldig billede av møtet mellem dannelse og udannelse, mens brevene til Michel Angelo gir i store drag møtet mellem aand og snylter. — Dødsfiender blev heller ikke disse to; Aretino kurtiserer sterkt i sit sidste bind breve, hvor han an-
