78
sin urtegaard og aner elskovs endeligt? — Ialfald stikker den jo av fra al Petrarca’s og al tidens svada; dette lille vers lar én skimte en intim naturfølelse og en sjelden enkelhed i uttryk — det som egentlig var barokkens inderste higen. Og skulde denslags digtning seiret, var Aretino’s ute av sagaen. Saa det har været ganske liketil selvopholdelses-drift hos denne, da han jaget ham ind i døden. Han nynner jo med en stemme, som er likesaa fjern fra Aretino’s som maleren Georgione’s glød er fra Tiepolo’s bravour. Det er da heller intet tilfælde, naar Georgione ifølge traditionen har malet Antonio Broccardo’s portræt.
En anden digter, som Aretino ryker uklar med, er Bernardo Tasso, far til Torquato, neurastenisk som sønnen, hvem han personlig har lignet overmaade,slik som vi kjender denne fra Goethe’s drama. I sine breve har han klart tegnet sig selv; der viser han evne til at føle smerte ved ulykker, som rammer andre end ham selv; sykelig samvittighedsfuld, kanske litt egensindig, men en ren og trofast karakter, som f. eks. under ufredsaarenes omskiftelser hele tiden synes at bevare sin gamle forkjærhed for franskmændene; og han er just ikke tilfreds med tidens kunst og dens vetløse nydelsessyke. Men han er en for liten begavelse til at løfte sig op over tiden og præge den; har for litet humør til at boltre sig i den. Altsaa én, som midt i tidens jonglør-
