71
ledes faar et maleri av Tizian, tigger han Sansovino om at gjøre motivet som relief i marmor. Og han forsømmer ingen genre, heller ikke gravørerne, som gjør ham gratis medaljer, dem han saa skikker rundt til de mægtige som sit fotografi.
Han følger i sin taksering følsomt markedets kurs. Mens han saaledes krypende tigger Michel Angelo om bare én liten lap av det som han ellers brænder op, skriver han til Bandinelli og forventer ialfald en fire-fem skisser, samt føier til at han maa endelig ikke tro, han overgaar Michel Angelo: «e bascio vi la mano» (og jeg kysser jer haand), slutter han.
Michel Angelo’s forhold til Aretino gir sig paa forhaand av sig selv. Han ligger paa maven for den berømte mand, som har faat de svære bestillinger ved pavehoffet i Rom. «Jeg sukker,» sier han, «over at føle mig saa liten og vite jer saa stor»; der kommer straks efter noget om Alexander den store, saa dette suk nok er beregnet paa klædelig at bringe folks tanke hen paa dennes suk over Philip’s seire ... og, om mulig, utføre parallelen videre. Allerede i sit første bind breve begynder han kurtisen: «Der gives mange konger i verden, men bare én Michel Angelo » Dette brev er fuldt av paatrængende geschæftighed; han lægger retorisk ut hvordan han i tilfælde vilde laget en dommedag, — gir tilbedste sine sy-
