64
Dette ord, Aretino har paa sig for maldicenza,
er altsaa at forstaa paa sin maate. Den
enkelte truer han helst forblommet og uten
klar adresse, — naar der da ikke foreligger
særlig ufarlige anledninger, som ved pave
Clemens VII, da denne sat indestængt og beleiret
i Engelsborg. Hans nedrakninger gjælder
gjerrighedens last i sin allerstørste almindelighed;
eller en hel stand, fyrstehofferne,
presteskabet som saadant — da kan han si
at «fyrsternes øren er lukket med karrighedens
djævelske nøkler. — men sikkerlig med et
for den indviede konkret tilfælde glimtende
langt ute i synsranden. Herved opnaar han
jo for det første at indgyde en eller anden en
gagnlig uro; dernæst at skape relief, naar
han saa tar ut en enkelt og gir sig til at
skamrose.
Han spekulerer saaledes vel saameget i sine samtidiges forfængelighed som i deres frygt. Men skjønt han væsentlig optrær som charmør, saa blir det jo rent forretningsmæssig set, nemlig for at kunne presse mynt ut, uomgjængelig nødvendig ogsaa at vise at han magter ta den enkelte av dage. Da skaper han av den enkelte en staaende gjerrighedens figur. Til en slik figur har han ophøiet den før nævnte kardinal Gaddi; denne mand mørbanker han. Ogsaa Cellini raser mot denne kardinal, og som det synes for samme aarsaks skyld: en yderst borgerlig forsigtighed,
