55
bør skrive til, som er «desideroso di fama» (ønsker ry). Ogsaa med mauriske fyrster kom han i forbindelse.
Men naar de mægtige tørner sammen, tar han aldrig parti. Hvorfor skulde han ogsaa det, naar al hans pennevirksomheds maal er at «vække næsten av gjerrighedens søvn»? Og hans hjerne er heller ikke indrettet paa det, den har vanskelig for at opgjøre sig et standpunkt. Slagsmaal betyr i grunden daarlige tider for ham. Da stiller han sig unna og blir sentimental tilskuer, — kan sukke, som i et brev om keiseren og Frants: for et deilig syn det vilde være isteden at se «de to hellige halser omslynget av samdrægtighedens hvite armer». Eller han dupper op og ned tyngdeløs som korken paa de oprørte vande — betegnelsen «opportunists er en for høitliggende glose. Han vogter sig i det hele vel for at bli alene, og sørger nøie for at ha det overvældende flertal paa sin side, — skjønt han selvfølgelig passer paa at betone det motsatte, at han er en ensom og forfulgt mand.
Naar han smigrer de mægtige, nedsauser han dem i ord, som tilsigter simpelthen lammelse hos den det gaar utover: han skal staa smurt og smile som en idiot[1]. Og han skynder
- ↑ Som følgende tirade i slutten av et brev til keiserens agent Diego di Mendozza, som i omgang er «giocondo coi allegri (behagelig sammen med de glade), grave (alvorlig) coi severi (strenge), chiaro (straalende) con gli illustri (be-
