48
i Italien, 100, fra Urbino’s hertug Della Rovere 100 (siden fordoblet), fra dogens søn Luigi Gritti en 100, fra fyrsten av Salerno 100, fra Baldovino del Monte, senere pave Julius III, 120 o. s. v., o. s. v. Men sikre indtægter var jo ifølge sakens natur heller ikke disse.
Samtidig maa man ogsaa huske, at han formodentlig ingen større kontante uttællinger hadde, utenfor til det daglige livsophold. Kvinders gunst, ja selv sin læge betaler han visselig med reklame; «I mester, som faar folk til at staa op ikke alene fra sykesengen, men endog fra graven», heter det i et brev. Og man er ikke ganske tryg for, at ikke et par breve til hans husvert, hvor dennes enestaaende forekommenhed lovprises og den prægtige utsigt fra hans palads tegnes, er i grunden selve husleien, eller i det mindste vederlag, fordi han slipper paalæg; i ethvert fald skjelder han den samme vert ut, da han senere maa flytte. Det brev er forresten betegnende for hans maate at takke paa likeoverfor de mindre mægtige, idet han selvbevisst henviser til sin egen flotte gjengjældelse; efter nemlig at ha rost vertens høisindethed mot sig, en graanende leieboer, fortsætter han fint: «Men fordi jeg aldrig lar nogen beseire mig i gentilitet, saa skal nok ikke ny maling av takene, oppudsningen paa terrasserne og de andre istandsættelser komme alene. Nei! Jeg skal tvertimot la det følges av nye og andre galantiter
