at hitte frem en bred oversætning hænger ogsaa sammen hans sjeldne grep paa at løfte et særformaal op under en stor og rummelig almensats. Læs f. eks. dette korte brev til en kardinal Gaddi, rigtignok uten uttrykkelig adresse, bare «A sua signoria», men beregnende farlig anbragt midt imellem to andre breve til ham, saa der neppe er tvil, hvad vei man skal tænke: «Alle mennesker er kyndigere i næstens forhold end i sine egne, fordi det er den vanskeligste ting som findes, at lære at kjende sig selv. Men I er i den grad forgapt i jert eget, at jeg ikke kjender nogensomhelst spytslikker som endog tilnærmelsesvis kunde gi jer de lovtaler og vise jer den ære, som I viser og I gir jer selv. Ja, det gaar saavidt at liketil de ord, som utgaar fra jer mund, naar I helst burde tiet, – der lytter I med lutter øre! Saa nu staar ikke andet igjen for jer end forvandlingen fra menneske til gud.»
Foruten den slags farlige kast hvorved han forekommer de beskyldninger, som med rette reises mot ham selv, saa er det denne evne, denne besnærende bruk av gyldne almensentenser, som gjør ham saa farlig som motstander og som injuriant. Her ligger hans hemmelige magt i den dialektisk redne samtid. Ved den maner blander han med lethed alle kort og forfusker selve saken; sandt at si er det jo deri enhver slik fegtekunst bestaar
