nyt utenfor brevene, eller en og anden tegning av ydre sceneri i hans obskøne skrifter, som jo ellers er ret og slet et pornografisk glossar, f. eks. skildringen av en ung pikes kirkelige indvielse til nonne. I de virkelig følte breve kommer han os dog nærmere end i noget andet. De glimt han saaledes gir av sit møte med Giovanni dei Medici, peker virkelig paa noget enestaaende i datidens literatur; selv om billedet ikke er utført i sine malende detaljer, saa har her hans øie fanget med bred og festlig vælde hin mørke orgie-nat paa sletten som ingen før ham. Men ved siden av den ny tids, barokkens, rumfølelse, godtgjør han andensteds at han ogsaa vet hvad trangrums-angst er; i sit fjerde bind breve fortæller han saaledes hvordan bønder føler byen: den trykker dem som en fængselcelle, naar de kommer ind mellem husrækkerne.
Og i det brev til Tizian (fra 1544), som jeg forsøker at hitsætte her i en desværre avbleket oversættelse, der har han set en solnedgang over Venedig med dets folkemylr, – vævet det hele sammen til et stort billede:
- «Til mester Tizian!
- Da jeg, hr. frænde, hadde spist alene, hvad jo er at gjøre vold paa min vane, – eller rettere: hadde spist i selskab med denne fjerdedagsfeberens plager, som gjør at jeg nu ikke længer kan kjende smak av nogen slags mat, da reiste jeg mig fra bordet, mæt av for-
