op: da koster det svare arbeide at ta en stanze. Men han har visselig hat let for det, likesom han var rask og slagfærdig i det mundtlige. Og ved denne halvt improviserende maate hans breve blir til paa, blir de ogsaa saa umiddelbart bestemte i rytme: der er alle avskygninger, fra den hule, stereotype bombast likeoverfor de mægtige, hvem det kun gjælder at fravriste mynt, ned til stakaandet senil gramsen i dem om kjærlighed. Jeg nævner f. eks. det opskjørtede brev han skriver, da hans kjending og bysbarn Baldovino del Monte blir pave: hvor er det ikke sangvinsk boblende av øieblikkets forventning og hemmelige haab, nemlig om kardinalhatten – den drøm han har baaret paa i en halv mandsalder! Ubevisst faar denslags breve i farten en foranledningens stemning; og det er disse breve med personlig bierend og bimotiver, som hat, forfængelighed, misundelse, som synes mig staa høiest i hans produktion. De er i hans samtid ogsaa noget nyt.
Det er nemlig ikke hans komedier, hvor der dog kan glimte frem saa mangen levende enkelthed, som virker som træk fra en selvoplevelse; det er slet ikke hans hellige skrifter, eller hans digte, blandt hvilke forresten hans første biograf Mazzuchelli (1741) sætter hans Stanze alla Villanesca høiest; dem har jeg ikke læst, men de jeg har læst, synes mig rytmisk forunderlig indtørket. Det maatte da være hans tragedie Orazia, som bragte noget
