rokken et skridt fremover i individualisme. Av den grund blir bevægelsen selvsagt kompromitterende for de mindre aander, som i en streng klassicisme vilde, om ikke hævdet sig, ialfald hat lettere ved at skjule sig; og den er det ikke bare for dem som er kunstnerisk undermaals, men ogsaa for dem som er det moralsk og som karakter. Men barokken kan ogsaa gaa over til at bli kompromitterende for et helt folk, idet den blotter det folks middelalder.
Paa fransk grund forhutles dens dype kunstneriske trang, slik den aabenbarer sig i en fuldblods barok som Callot’s, gjennem hofmæceners indflydelse; eller den gaar boudoirets krav til haande, som indfaldets og espritens kunst, tæmmes, indsnævres i rokokoens lek (Watteau og Boucher); og i arkitektur blir den lystpaviljonernes og de stutsede hækkers kunst. – I Spanien fik man, som bekjendt, inkvisitionens nat istedenfor renæssanse. Men saa flammet ogsaa tilsidst retningens higen og idé op i et saa vældig geni som Goya. Da det skedde, var den bildende kunst i Italien simpelthen himlet med Tiepolos svimlende bravour: Bare et slimet seil som slaar meningsløst i stormen.
Det er nemlig dette som er det tragiske ved italiensk barok, at mens den ifølge sit utspring tørstet efter befrielse og vilde det individuelle og særegne, og der i grunden vagt
