novelle-situation, som her er utnyttet av digteren ene og alene til komisk tegning av Don Quijote’s senilt gramsende jomfru-kultus. Eller ta selve Sancho-Panza-skikkelsen, som Cervantes gir en latterlig karakteristik bl. a. ved at la ham gaa rundt med sin tønde ordsprog paa ryggen, mens skikkelsen jo i den naivt-folkelige overlevering passerer ikke alene uantastet, men endog beundret, som vi kjender det ved vor Askelad, naar han er tat avsted paa eventyr, lastet med ordsprog og gode svar. – Shakespeare, som er barokkens største frie mester, tar op middelalderens ballade gjennem de deilige visestubber, og anvender ogsaa det øvrige folketraditionens forraad: sande drømmesyner, gjenfærd, visioner o. l. Han anvender det suverænt i det heles tjeneste; og det er yderst sjelden han falder tilbake i rent slavisk, middelalderlig beundring, som det sker ved Talbot-skikkelsen i «Henrik VI», hvor helten antar grænseløse dimensioner og synker ned igjen til en helt i en Rolands-sang. Ved siden av det klassiske, som stichomythi i replikker og det mytologiske apparat, kommer den vanskjøttede middelalder sivende og vældende ind, dens hete, umiddelbare naturfølelse, – i grunden med samme nødvendighed, som dens mørke vendte tilbake i inkvisitionen, dens skolastik i humanismen; det er denne overrisling som sikrer hans drama lyrik, og dermed udødelighed.
