Side:Hans E. Kinck - En penneknegt.djvu/34

Det forekommer mig at man i den skrivende kunst paatageligst ser dette barokkens væsen, at dens trang er at gripe tilbake over renæssansen mot middelalder; der ser man ogsaa bedst maaten hvorpaa det sker. Barokken anvender den middelalderlige anekdote som del i det hele og store, og den er ikke selve kompositionen; eventyr-træk og andet foreliggende forraad gaar kun op som led i karakteristiken. Sammenstillet med Boccaccio, hvem de unge damers og herrers ophold paa villa Palmieri for pestens skyld bare er et løst skablonmæssig paaskud for at træ anekdotens færdige perler paa snor, eller sammenlignet med Sacchetti, som søker undskyldningen for hver anekdote i en slet paaklistret moraliserende præken – begge naivt staaende ved anekdoten som Filippo Lippi og Giotto, – saa utnytter f. eks. Cervantes’s kunst den endog mer end for at gi perspektiv: hans villende haand tvinger og tar suverænt i sin tjeneste det hele overleverede motiv, han simpelthen forbruker det. Kunsten er nu udelukkende til for at syne jeg’et. Og fra denne tid skriver sig ogsaa de første tegn til mangestrenget psykologi, som beror paa en kunstnerisk bevisstheds-spalting. Som eksempel paa anekdotens forbruk minder jeg om den yre vertshusscene i «Don Quijote»’s første del, hvor alle paa det belgmørke soverum tar feil av hverandres leie: den er bygget paa en staaende