denne præget sig og fæstnet sig i middelalderens mørketid; den vil knytte en avslitt traad. Barokken i Italien er, hvormeget end lærde sier det motsatte, ifølge sin natur at sammenstille med «romantiken» i Tyskland; foruten at være i slegt i sit utspring har den ogsaa dens sugende, uklare længsel, dens bedrøvelse, dens modløshed – «die unaussprechliche Sehnsucht»; stilistisk ligner den den f. eks. i sit hang til rytmisk bevæget prosa, hvilket igjen gaar ut over dens bundne form, som tit har forunderlig aarelatte, næsten indtørkede vers; ja, til og med dens utvekster deler den, som sværmen for det eksotiske ( jfr. Tiepolo i fresken «De fire verdensdele» i Würzburg). Barokken er altsaa i sin hensigt saa langt fra international kunst, at det er den som først skulde gi hjemstavnens præg, avspeile sit folks forestillinger og fantasi-billeder; den er den egentlige renæssanse. – Og den er i sit utspring personlig kunst, idet den er fuld av trang efter at gi følelsen frie tøiler; den er en bevægelse bort fra den nedarvede skablon, bort fra det almene og almindelige til det enkelte og særegne. Dypest inde længes barokken ulægeligere efter stilhed og inderlighed end nogen foregaaende kunst. Om forsøket skal lykkes, om længselen skal stilles, avhænger da av vedkommende folks middelalder; er den rik paa store linjer og egenartet, er betingelserne der for er frodig kunst.
