Og der opstod kunstnere som føler det; for disse maa de skabloner, som antikens torsoer paatvang dem, ha virket utilfredsstillende paa samme vis som for en sandhetstørstende, levende aand tidens aristotelisk-skolastiske slutnings-skemaer, naar det gjaldt at utrede livets dypeste gaater. Michel Angelo er den, som først føler dette; ti hans kunsts væsen og kjerne og emne er middelalder. Men heller ikke han har klart for sig at hans uros lægemiddel i tilfælde ligger like for hans fot, i hans eget folks sjælelige indhold; han nøier sig med at legemliggjøre i sin kunst denne misnøie og higen, tegne den grænseløse trængsel i sindet; han maler ind i freske selve følelsen av at savne fotfæste, selve tørsten efter jeg’ets inderliggjørelse; han hugger i marmor selve trætheden og ødet ved ikke at naa frem til sig selv. Sit livs mareridt.
Historien taaler aldrig sprang, fordi det synder mot lovene om organisk liv; saaledes dukker f. eks. middelalderens skolastiske aand op paany gjennem humanismen (og det saakaldte «lærde tidsrum»). Og efter mit syn er barokkens aarsak og hensigt vistnok for det første det at befri sig for den fjerne og fremmede antik; men dernæst har den det positive maal: den higer efter selvets inderliggjørelse, den vil fornyelse gjennem bearbeidelse og indforlivelse av ens egen sjæls stof, idet den famler tilbake til sit eget folks individualitet, saadan
