formaadde de rigtignok at bevare i hele 30 aar, idet deres politik like overfor fastlandsmagterne – den tyske keiser og den franske konge – hele tiden gik ut paa at holde sig strengt nøitral, saa tyrkerne intet paaskud fik til nyt brud; derinde paa fastlandet hadde de forresten heller ingen handelsinteresser at vareta.
Republikkens politiske seder var altsaa heller ikke asketiske; det man kalder samfunds-aand var svækket, individet ryggesløst suverænt; det var paa vei til at slaa om i sin karikatur: man solgte sig.
Venedigs kunst har som før luftens og lysets malere. Men den er dog ikke hvad den var. Carpaccio er nyss død, den dirrende inderligheds, den episk fortættede situations maler. Og den intime, hemmelighedsfulde gløds magiker Georgione er død, den heteste sjæl italiensk kunst har eiet. Man tør vel ikke derfor paastaa at kunsten alt er i tilbakegang. Den har jo Tizian, og Tintoreiio er blottende barnet. Men én ting tør man vel si: Veneziansk kunst ulmer ikke længer. Den er slaat ut i flamme. –
Dette Venedig blev fra 1527 av gjennem tredive aar toskaneren Pietro Aretino’s verksted. Dette den begyndende baroks Venedig.
