Side:Hans E. Kinck - En penneknegt.djvu/21

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

uro, noget av nedgangens stimle forutanelse; man fornemmer just i dette hidsige tempo et let streif av dyster skygge, av misstemning over at nu har republikken naadd høidepunktet, og det bærer utover skraaningen. I ethvert fald, republikkens magt er paa bestemt retur; tyrkerne begynder at ta øer i Ægæerhavet, for fortsat bruk av andre betaler byen tusenvis av dukater aarlig. Og doger som den gamle, kvindekjære Gritti, en gløgg blanding av kriger og ræv, er ikke nok for at garantere en sorgløs fremtid.

Venedig drev aldrig doktrinær politik, de led ikke av uforsonlig religionshat til tyrkerne; striden gjaldt kun handelsinteresser. Man kommunicerte; i Byzans bodde saaledes dogens egen søn. Og da republikken 1540 sluttet sin dyre fred med tyrkerne, fik man glytt ind i at kommunikationen var litt for stor; man opdager nemlig at senatets og finans-raadets sekretærer bak den befuldmægtigedes ryg sælger vigtige hemmeligheder til fiendtligsindede magters gesandter i Venedig, nemlig de forhaandsavtaler om den høieste pris, hvorfor fred i tilfælde skulde kjøpes; – og vedkommende gesandt lar da nyheden straks vandre videre til Byzans med vink om bare at skrue fredsbetingelserne i veiret. Der var ogsaa en veneziansk frue indblandet i affæren, gjennem hendes elsker kom saken op. Men følgen var en yderst kostbar fred for Venedig. – Den