den hellige by, paradiset paa jorden. Og disse gondoler! – det er som et stykke musik adagio. Og dets mænd er ridderligheden og gavmildheden selv, mens Rom er fuld av nidsyke og usseldom … Hvor er fred, om ikke Venedig? hvor er kjærlighed, om ikke i Venedig? hvor rigdom, hvor flothed, om ikke i Venedig? – Aretino har vistnok aldrig niddet en mægtig i den stad.
De dage seilte menneskene ikke i maksveir i Venedig. De levet stormfuldt, og de revet ikke seil. De lot staa til i luksus som i vellyst. Og fra denne tid er en skikkelse som Gaspara Stampa et særsyn, den ulykkelig forelskede digterinde, som i sine vers uten sky ridset op et billede av sin egen passions uudslettelighed: hun gir sig hen, blir saa forlatt og sygner. Hun er et særsyn, fordi hun eier et sind, hvem tilfældighed og letfærd dog sætter merke i. For man har git sig hen den tid og kommet fra det uten flænger, moralen har været rummelig; og veneziansk aand bare øiebliksstemning, – har været som hin løstsittende, vidunderlige chanson av Musset:
A Saint-Blaise, à la Zuecca,
vous étiez, vous étiez bien aise
à Saint-Blaise …
Vistnok er det endnu langt igjen til Tiepolo, hos hvem likesom alle seilets skjøter slaar løsnet og avsindig vildt i stormen: og allikevel er der allerede nu en livsnydelsens
