Vaaren 1527 holder en desillusioneret, literær forretningsmand sit indtog i kjøbmandsadelens by Venedig. – –
Venedig var den store, indifferente handelsby, hvor politiske flygtninger, paa hvis hode der sat en pris, og forsultne lærde, kunstnere, eventyrere av alle slags søkte ut; det var datidens London, et frisindet asyl som gav hvemsomhelst ly, fordi den var likegyldig, naar de fremmede blot opførte sig ulastelig. Og det gjorde Aretino; han opførte sig endog utsøkt galant. Straks han kom, skrev han et pompøst smigerbrev til den ældgamle doge Andrea Gritti († 1538). Og han sylter oftere staden ned i lovtaler. «O patria universale! o libertà commune!» apostroferer han byen. «O du asyl for spredte folkeslag, hvor var ikke, Italia! dine ulykker større, om denne by’s godhed var mindre! Her er dine stammers tilflugtssted, her er dine rigdommes sikre borg, her reddes din ære; hun omfavner dig, naar andre foragter dig, hun opreiser dig, naar andre slaar dig ned; hun mætter dig, naar andre sulter dig; hun huser dig, naar andre jager dig …» Det er tonen i disse hymner til byen. Endog midt i sine komedier, som i tredje akt av Cortigiana, griber han anledningen, hvor det sammentrængt heter: Alene Venedig holder retfærdighedens vegtskaaler like; og der resikerer man ikke at maatte krype for en ussel lus. Venedig er
