deilige slette. Samværet med denne pragtelskende kondottier, som sloges uten overbevisning, blot for mynt og av forfængelighed, befæstet ham i hans raahed, myndiggjorde ham i hans mangel paa viden. Det lærte ham at en «uomo libero» (en uavhængig mand) er den mand som gjør hvad han vil.
Denne Giovanni førte ham tillike sammen med Frants I, og forlikte ham med paven.
Aretino vendte tilbake til Rom. – Men her viklet han sig straks ind i en ny skandalsak. Den nævnte Giberti hadde nemlig en kokkepike, som var en stor skjønhed; hende la Aretino sig straks efter; men uheldigvis hadde hun allerede en tilbeder, en adelsmand Achille della Volta. Og Aretino grep til sit sedvanlige vaaben: han gik løs paa rivalen – og kokkepiken – med en smædesonet. En aften han spaserer langs Tiberen, blir han overfaldt og skamstukket i bryst og paa hænder; men han faar sprunget unna og ut i en baat og rodd sin vei. Straks han saa er i sikkerhed, kræver han streng straf over adelsmanden; men Giberti er ikke tilsinds at føie ham paa det punkt. Da overhøljer han ogsaa ham med sonetter og injurier, som fylder byen. Saa tilslut maa Giberti’s sekretær Berni rykke ut og svarer med samme skyts; hans niddigt bestaar bare av skjeldsord som «hund», «svin» o. s. v., og tar forøvrig sigte paa hans herkomst, nævner hans to søstre i Arezzo, som
