ørst vil jeg gi et kort rids av den unge Pietro Aretino’s ydre liv og utvikling.
Han er født 1492 paa et sykehus i Arezzo, en by inde blandt Toscana’s Apenniner. Hans mor ernærte sig som kurtisane og som model – hendes billede hang som madonna over San Peterskirkens dør i staden. Faren var en adelsmand Bacci. Hjemme gik han for lut og koldt vand, to av hans søstre skal ha havnet paa bordel; saa rømte han sin vei i trettenaars-alderen, idet han samtidig stjal med sig av sin mors surt erhvervede mynt. Han stanset op i Perugia, og der blev han læregut hos en bokbinder. Her levet han til sit nittende aar. I denne by, med den vældige, frugtbare umbriske slette liggende nedenunder som en blaagrøn, straalende drøm, saalangt øie kan naa, der nød han de første mundfuld av livet, eller som han sier med enslags vemod i et av sine breve: «… i de haver visnet min ungdoms
