93
Men engang han i sjælelig emfysem søkte
ind i en kvindes varme armer for at stagges,
møtte han uventet én, han kom til at elske.
Forholdet til den ftisiske Perina Riccia er
Pietro Aretino’s mest menneskelige oplevelse.
Han lærte hende at kjende i 1537; siden pleier
han hende under en lang sygdom, koster paa
hende læger og reiser. Her elsker han i en
kvinde for første gang et enkeltvæsen. Saa
bedrog hun ham og rømte med en anden
(1540). Efter tre aar var hun tilbake, atter
syk; og atter pleier han hende. Hun døde
1545. Hun skal da ikke ha været tyve aar. —
Der er en hel del breve fra ham, som handler
om denne oplevelse, dels kvitrende glade, dels
rasende, spækket med infame gloser, dels
smertefulde. Og i anledning av hendes død
er der et dryss av breve, til læger som har
hjulpet, og til hendes mor; han sier at det
dødsfald er ved at «cavar l’anima» (slite hans
sjæl ut). Endog tre aar efter snakker han i
et brev om at han lever i peste d’amore in
eterno» (en evig kjærligheds-sott). Og paa denne
oplevelse, tror jeg, er ogsaa hans bedste, mest
personlige digterverk, tragedien Orazia, blit til
(1546). Selvfølgelig slog den ikke an, som hans
lascive ting, hvorpaa han blev Europa-berømt.
Her gjorde han noget følt; og jeg i det mindste
ser bak den tragedies patos Perina-oplevelsen
sammen med hans første fornemmelse av sin
egen alder. Efter literaturkyndiges mening er
