MENNESKET I PIETRO.
Men inde i dette uhyre bodde der et litet
menneske, en forsagt ansats til sjæl. I
grunden var det det vi saa blusse frem i forholdet
til Giovanni dei Medici, i trofastheden
ved dennes dødsleie; det minde blev ham en
kultus, en hellig ild som aldrig slukkedes,
tonen i hans breve røber det. Jeg tror jeg
tør hævde det, hvor meget han end stod sig
paa at holde mindet varmt, idet florentinerhertugen
Cosimo jo var denne Giovanni’s søn.
Jeg ser det videre i hans store kjærlighed til kunsten. Han er væsentlig en façade — det er saa; men naar man etser sig ned gjennem denne façade, finder man en kunstner. Men i den trang igjen, som gjør ham til kunstner, finder man et menneske. Hans kjærlighed til kunst var trods al beregning egte og stor. Det tragiske ved barokkens skikkelser er, som nævnt, tomheds-gispet ovenpaa svadaens utladning, da ord slipper op og
