Afgang. Sjøen var aldeles blikstille, Solen stod paa og gjorde Vandet til en eneste gylden Plade, hvori Skibe og Baade laa smæltet ned til midt paa Bugen. Fra en uhyre Tremaster langt ude hørtes en stakkels Lire, og naar Dampfløjter og Gangspil tied et Øjeblik, lød dens triste Melodi som en skælvende, henaandende Pigestemme, der næsten gav fortabt. Ombord i Tremasteren drev man ogsaa Løjer med Liren og begyndte at danse Polka efter dens rørende Sange.
Nagel fik Øje paa et Barn, en bitte liden Pige, som stod og klemte en Kat i Armene; Katten hang ganske taalmodig ret ned, saa dens Bagben næsten hviled paa Jorden, og den rørte sig ikke. Nagel klapped Pigen paa Kinden og talte til hende:
»Er det din Kat?«
»Ja, to fire seks syv.«
»Jasaa, du kan tælle ogsaa?«
»Ja, syv otte elleve to fire seks syv.«
Han fortsatte at gaa. I Retning af Præstegaarden raved soldrukken en hvid Due sidelænds nedefter Himlen og forsvandt bag Trætoppene; den saa ud som en skinnende Sølvpil, der faldt til Jorden i det Fjærne. Et kort, næsten lydløst Skud løsnedes et Sted, og lidt efter steg et Svev af blaa Røg op fra Skogen paa den anden Side af Vaagen.
