Gardinet og iagttog ham. Han standsed og stirred op, han stod fast paa sin Post i over et Minut; men ingen kom tilsyne. Han saa paa Skiltet over Døren: F. M. Andresen, dansk Konsulat.
Nagel vilde just gaa, men idet han vendte sig, stak Frøken Fredrikke sit lange, fornemme Ansigt ud, og hendes forundrede Øjne saa efter ham. Han standsed igen, deres Blikke mødtes, hendes Kinder begyndte at blusse stærkt; men som forat trodse alt, trak hun Kjoleærmerne lidt op og lagde sig saa endog med hele Overkroppen udad Vinduet. Saaledes laa hun rigtig længe, det vilde ingen Forandring tage, og Nagel maatte endelig gøre en Ende paa det og gaa. Et besynderligt Spørgsmaal opstod i det samme i hans Hoved: Mon den unge Dame laa paa Knæ indenfor Vinduet? Isaafald – tænkte han – er det ikke meget højt under Taget i Konsulens Lejlighed, da Vinduet næppe var over seks Fod højt og stod blot en Fod ned fra Raftet. Han maatte le af sig selv over denne uvedkommende Tanke; hvad Fan havde han at bestille med Konsul Andresens Lejlighed!
Og han drev videre.
Nede ved Bryggen var Arbejdet i fuld Gang. Pakhusfolk, Toldbetjente og Fiskere fôr om hinanden og sysled hver med sit, Gangspil ramled, to Dampskibe peb næsten samtidigt for
