VI.
Morgenen efter befandt Nagel sig i en fin og glad Stemning. Den var kommet over ham mens han laa i Sengen, det var som Taget i hans Værelse pludselig steg og steg opad, steg i det uendelige opad og blev til en fjærn, klar Himmelhvælving. Og han følte med engang en mild, sød Vind hen over sig, som om han laa ude i grønt Græs. Fluerne summed ogsaa omkring i Værelset; det var en varm Sommermorgen.
Han fik Klæderne paa i en Fart, forlod Hotellet uden at spise og slentred ud i Byen. Klokken var da elleve.
Fra Hus til Hus genlød allerede Pianoerne; gennem de aabne Vinduer hørtes ulige Melodier fra Kvartal til Kvartal, og en nervøs Hund svared højt op i Gaden med lange Hyl. Nagel fyldtes af et lyst Behag, han gav sig uvilkaarlig til at synge sagte for sig selv, og idet han gik forbi en gammel Mand, der hilste paa ham, fandt han Lejlighed til at stikke ham en Skilling i Haanden.
Han kom til et stort, hvidt Hus. Et Vindu slaaes op i anden Etage, en hvid, tynd Haand hægter Krogen paa. Gardinet bevæges endnu, Haanden hviler endnu paa Krogen, og Nagel havde en Fornemmelse af, at nogen stod bag
